Grillkrydderi

Vores grillkrydderi er et blandingskrydderi der egner sig godt til alt, der hører til på en grill. Med dets komplekse smagssammensætning der trækker på noter af peber, chili, paprika og tomat er det også et alsidigt krydderi, der har mange anvendelsesmuligheder.

Om Grillkrydderi

Et blandingskrydderi

Vores grillkrydderi er et blandingskrydderi, hvilket stort set alle grillkrydderier er. For at opnå den rette smagssammensætning er det nemlig nødvendigt at kombinere flere forskellige ingredienser, krydderier og krydderurter.

Hvilke ingredienser der findes i et grillkrydderi vil veksle fra producent til producent. Der er dog nogle ingredienser, der typisk altid er at finde på ingredienslisten. Nogle af de hyppigst brugte krydderier er salt, paprika, peber, chili, tomat, løg og hvidløg. Ingredienser som selleri, dextrose og spidskommen kan også være på listen over ingredienser.

Et grillkrydderi er et tørt krydderi i pulverform med en orange/rød farve. Krydderiet får primært sin farve fra den røde paprika, tomat og chili.

Smagsprofil

Et grillkrydderi har en varm, salt og velafbalanceret smag. Det indeholder mange forskellige ingredienser, hvilket også kommer til udtryk i blandingens komplekse smagssammensætning. Denne krydderiblanding har en god balance mellem de søde og salte smage. Salten bidrager naturligvis med en salt smag, men den balancerer fint med sødmen fra paprika, løg og hvidløg. En ingrediens som tomat bidrager både med en sødme og en syrlighed, der er med til at skabe en meget behagelig og fyldig smag. Chili, peber og spidskommen bidrager med varme og kompleksitet, ligesom dextrose og selleri også giver krydderiet en mere kompleks og interessant smag.

Anvendelse

Grillkrydderiet kan bruges til alle de ting, der skal grilles. Blandingen egner sig særdeles godt til kød som svinekød, kylling og oksekød, som skal tilberedes på grillen. Blandingen kan dog også sagtens bruges til at lave nogle smagfulde gryderetter eller en omgang kebab.

Hvad grønsager angår, passer krydderiblandingen blandt andet godt sammen med tomater, løg, hvidløg, chili, selleri, gulerødder og kartofler.